Rammefabrik fik råd til at få automatiseret

Med 100.000 kr. fra Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion fik Jydsk Blindrammefabrik råd til og fokus på at få afklaret, om de kunne automatisere en voldsomt stigende fabrikation og pakning af 60.000 rammer om ugen.

Jydsk Blindrammefabrik i Lystrup lidt nord for Aarhus burde med manges øjne ligge i Polen, Kina eller et andet lavtlønsland. Det hører Klaus Faarvang ofte om sin fabrik, hvor 30 mand knokler i toholdsskift i produktionen, mens fem andre sidder i administration og salg.

Selv om det er en ganske simpel produktion, som fabrikken har haft i snart 80 år, så har den god succes med at fremstille lister og samle dem til rammer. Den største aftager er Storbritannien, dernæst kommer Tyskland og andre lande i Europa, og senest har fabrikken fået salg i USA. Faktisk går det så godt, at succesen var ved at vokse Klaus Faarvang, der er 3. generation af den familieejede virksomhed, over hovedet. Han forklarer:

Hvis vi blot skulle fremstille og pakke 1.000 rammer om ugen, så kunne vi nemt overskue at sætte det hele på en palle og få den afsted. Men vores produktion er siden 2015 vokset fra 30.000 rammer om ugen til 60.000 rammer ugentligt. Det er ret voldsomt.
Vi vidste jo godt allerede i 2015, at svaret på vores vokseværk var automation. Men vi har ganske enkelt haft så travlt, at vi ikke har haft luft og tid til at gøre noget ved det. Og så hænger pengene til at købe viden heller ikke på træerne i en produktion som vores, hvor det er marginaler, som tæller.
Derfor sprang vi til, da Væksthuset foreslog os at søge en afklaring af vores potentiale hos Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion. Det har gjort det muligt for os at få råd, og det har motiveret os til at holde fokus på opgaven, så vi har fuldført processen, også selv om vi har brugt mange timer.

Den succes, som var ved at slå benene væk under Klaus Faarvang, var, at fabrikken ikke udelukkende fremstillede listerne, som den havde gjort i en menneskealder, men også tilbød kunderne at samle de fire lister til en ramme. Han fortæller:

Vi blev væltet af vores succes. Pludselig fyldte vores produkter meget mere. Hvordan skulle vi pakke og få plads, og hvad ville det betyde? På den anden side var kunderne vilde med, at vi kunne levere et mere færdigt produkt, så det måtte vi bare indse var chancen for os, og derfor var der ingen vej tilbage.

Opgaven sammen med den eksterne konsulent gennem Erhvervspartnerskabet blev lige så meget et spørgsmål om fravalg som tilvalg.

Vi havde en ambition om at få automatiseret alt, men måtte indse, at det ikke var realistisk. Nu har vi efter mange snakke, beregninger og overvejelser truffet en beslutning, og det er at automatisere den del af produktionen, der handler om at samle listerne til rammer. Så det er, hvad vi går i gang med nu, og så er vi klar til at få flere kunder rundt om i verden, siger Klaus Faarvang. 

Læs mere om Jydsk Blindrammefabrik her

Vil du vide mere om dine muligheder?

Så kontakt dit regionale Væksthus

keyboard_arrow_up