Glasvirksomhed fik sat pakkeriet på samlebånd

100.000 kr. fra Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion gav J.N. Bech i Randers mulighed for at købe rådgivning til at få styr på problemer i pakkeriet ved at afklare potentialet ved en eventuel automatisering.

De tre søskende, der er medejere af glas- og spejlvirksomheden J.N. Bech i Randers, havde i halvandet år spekuleret på, hvordan de kunne skaffe sig af med de jævnlige upraktiske flaskehalse i deres pakkeafdeling i den virksomhed, de er vokset op i, og som de ejer i fællesskab med deres far.

Problemet er, at vi sætter penge til, hver gang vi pakker en sending spejle eller glasplader i trærammer. Vi har forsøgt flere ting i de sidste par år, men der er ikke noget, som har fungeret, siger medejer Camilla Bech.

Hun udgør sammen med sine to søskende, Carsten og Catarina, fjerde generation af ejerskabet og ledelsen i glasvirksomheden, der oprindeligt var en lille glarmesterforretning. I dag er der 22 beskæftigede i virksomheden. J.N. Bech fremstiller inventar i glas til interiørvirksomheder, spejle samt glas til bruseløsninger, stænkpaneler m.m. til køkkenkæder - foruden en række specialdesignede produkter såsom lamper, opslagstavler og beslag. Alt sælges fortrinsvis på det danske marked.

Fabrikken er ordreproducerende, det vil sige uden et stort lager. Produkterne skal så at sige ud af vagten hurtigt og effektivt, når de er fremstillet. Men det er selvsagt ikke ligetil at håndtere produkter af glas, som forholdsvis nemt går i stykker. De skal emballeres grundigt og sikkert. Det tager tid, og det tager plads op, og det skaber flaskehalse i produktionen.

Det var først, da vi gennem Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion fik kontakt med et ingeniørfirma, der kunne rådgive os, at vi fik en løsning på bordet, som ser ud til at kunne fjerne flaskehalsene i pakkeriet, siger Camilla Bech.

J.N. Bech søgte og fik 100.000 kr. til en potentialeafklaring, og de gik i gang med projektet i januar 2017. Ingeniørfirmaet stillede med to mand, som i to dage kiggede med over skulderen på alle processer i produktion og pakkeri. Dernæst var der en proces med beregninger og opstilling af scenarier, indtil de kom med en række forslag til løsninger.

I virkeligheden nogle helt enkle og oplagte løsninger. Vi er meget tilfredse med projektet, som vi også selv har kastet rigtigt mange timer i, siger Camilla Bech.

Et af de mere omfattende forslag var at opdele pakkeprocessen, så hver medarbejder ikke skal foretage alt, men at det foregår som på et samlebånd, hvor opgaverne bliver opdelt og fordelt på flere hænder.

Det samlebånd er vi nu ved at indføre, og vi tager konsekvensen fuldt ud og bygger ud, så vi får den plads i pakkeriet, vi reelt har behov for. Alt i alt venter vi os meget af projektet, når det er afsluttet til nytår, og byggeriet står klar i foråret 2018, fortæller Camilla Bech.

Hun bemærker, at medarbejderne har medvirket positivt i forløbet, blandt andet fordi projektet ikke er tænkt som et besparelsestiltag, men som en lettelse af et åbenbart problem, alle har kunnet se.

Læs mere om virksomheden J.N. Bech her

 

Vil du vide mere om dine muligheder?

Så kontakt dit regionale Væksthus

keyboard_arrow_up