​Spejlfabrik fik gennemgribende IT indført hurtigere

Støtten fra Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion gav Dancop chancen for at få et it-system til økonomi og produktion hurtigt i drift. Nu bliver trafikspejle og industrispejle fremstillet effektivt og med mindre spild, fordi produktionen kan simuleres.

Dancop i Slangerup havde allerede brugt årene siden finanskrisen på at lade robotter overtage store dele af det manuelle arbejde. Robotter havde overtaget arbejdet med f.eks. at løfte akrylplader til fræsning og videre i produktionen.

Virksomheden med 18 ansatte fremstiller trafikspejle og forskellige industrispejle, og sælger dem i hele Europa med Tyskland som hovedmarked.

Men selv om den synlige del af produktion var transformeret, var det bagvedliggende it-system ikke fulgt med. Det skulle skiftes ud, og det er typisk en omfattende og indgribende opgave.

Da Peter Grynnerup, der er søn af stifterne af Dancop, tilfældigt stødte på tilbuddet fra Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion, øjnede han en mulighed for at få hjælp.

-        Det ligger os ellers fjernt at bruge de offentlige tilbud. Men vi fik fin sparring i Væksthuset til at lave en ansøgning, så vi kunne få gang i konsulenten, vi skulle have indover. Og her ni måneder efter må jeg sige, at vi er kommet betydeligt hurtigere i mål med det ny it-system, siger Peter Grynnerup, der i dag er direktør i familievirksomheden.

Dancop fik 150.000 kroner fra Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion til en konsulentvirksomhed, der skulle bistå med træning af medarbejdere og specificeringsopgaver i forbindelse med det nye it-system. Valget af et system til at digitalisere processerne i produktion var faldet på et såkaldt ERP-system (enterprise resource planning) fra Navision.

-        Vi får en bedre ’datafangst’, som betyder at, hvor vi før skulle indtaste data, f.eks. produktionsordrer, flere gange undervejs, skal vi nu kun indtaste grunddata en gang. Det betyder naturligvis mindre risiko for fejlindtastninger, men det betyder også, at vi bedre kan planlægge og styre produktionen, forklarer Peter Grynnerup.

Dancop fremstiller store serier ad gangen, men der er forskel på, om det er trafikspejle eller industrispejle. Produktionen skal tilrettes hver gang.

-        For eksempel kan vi nu simulere forskellige scenarier i produktionen, så vi på forhånd kan planlægge, hvordan vi optimalt indarbejder maskiner og medarbejdere. Det er virkelig en god hjælp, for når først maskineriet kører, er det vanskeligt at justere, siger Peter Grynnerup.

Læs mere om virksomheden Dancop her

Vil du vide mere om dine muligheder?

Så kontakt dit regionale Væksthus

keyboard_arrow_up