​Simulering gjorde lakeringsfabrik mere produktiv

Støtten fra Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion har øget produktiviteten med 20-30 procent hos 3N Lakering. Arbejdsgange er blevet mere effektive, så flere malere kan være i sving samtidig.

3N Lakering i Thisted fik udpeget de ømme punkter i virksomhedens produktion af en uvildig rådgiver, som de fik 100.000 kr. i støtte til gennem Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion.

-        Vi har fået opsat et sæt nye spilleregler, og det betyder, at i den produktionslinje, hvor vi har indført reglerne, har vi typisk to malere i sving, hvor vi ofte før kun havde en enkelt. Det har samlet set gjort os 20-30 procent mere produktive, og vi har fået en langt bedre kapacitetsudnyttelse, siger Joan Fuhlendorff Nielsen, der står for administration hos 3N Lakering på Industrivej 39 i Thisted.

3N Lakering har specialiseret sig at håndtere store emner, når det gælder overfladebehandling, maling og lakering, og virksomheden har kunder over hele Jylland. Der er omkring 25 medarbejdere, og det er ti medarbejdere fra den pågældende produktionslinje samt et par stykker fra administrationen, som i foråret og sommeren 2017 var igennem forløbet med konsulentvirksomheden.

Joan Fuhlendorff Nielsen fortæller om forløbet:

-        Vi har været rundt om mange emner, herunder set på robotter og andre hjælpemidler. Men vi er fortsat i tænkeboks og har faktisk, med konsulentens hjælp, droppet indkøb af noget løfteudstyr, så på den måde har vi udsat en investering, og det er godt.

-        I stedet fik vi som det væsentligste udbytte et sæt spilleregler til vores arbejdsgange, så vi nu undgår en række flaskehalse, og hvor vi kan optimere indsatsen mest muligt.

-        Vi har oplevet hele forløbet som meget professionelt, og som et meget vigtigt element har vi oplevet en stærk vejledning. Vi er jo en mindre håndværkspræget virksomhed, og der er sjældent langt fra tanke til handling. Så det med at få ting beskrevet på papir og talt om processer, det har været virkelig nyttigt, og det kan vi også bruge i tiden fremover.

Joan Fuhlendorff Nielsen fremhæver et simuleringsværktøj, som Integrate anvendte.

-        Ved gennem simuleringsværktøjet at vise os, hvordan vores eksisterende arbejdsgang var, og hvordan den kunne blive, fik vi syn for sagen, og syn for hvordan vi kunne arbejde anderledes og langt mere effektivt.

-        Nu kan vi som spilleregel f.eks. gå efter altid at tilrettelægge produktionen, så vi har to malere på gulvet i samme produktion samtidig.

-        Ofte kan vi skaffe os selv luft i produktionen, så vi kan tilrettelægge vores kapacitetsudnyttelse bedre, f.eks. ved hurtigere gennemgang i malerkabinen.

-        Og vi er slet ikke færdige. ’Plejer’ vægter jo en del, men vi er blevet bedre til at se på os selv med andre øjne. Og jo mere vi ryster posen, des mere kaster det måske af sig.

Læs mere om virksomheden 3N Lakering her

Vil du vide mere om dine muligheder?

Så kontakt dit regionale Væksthus

keyboard_arrow_up